er der noget jeg selv kan gøre eller måske spise? Spurgte jeg lægen, da kemoterapien langsomt begyndte at løbe ind i mine årer. Mine sanser var blevet bedøvet af en lille rund pille, som en venlig sygeplejerske havde udleveret til mig. Jeg mærkede ikke længere så meget til den voldsomme angst, jeg havde haft siden, jeg fik kræftdiagnosen 4 dage før. Det var gået hurtigt. Nu lå jeg småskæv i sengen og ventede håbefuldt på lægens svar. Hun kiggede intenst på mig inden hun svarede:
nej, det er der ikke.
Nåh, sagde jeg og følte et stik af skuffelse. Det som jeg ikke fik formuleret til lægen eller spurgt ind til var, at det ikke kun var et spørgsmål rettet mod min helbredelse af kræften, men i høj grad også et spørgsmål om hvordan jeg kunne takle angsten, der uvilkårligt følger med en kræftdiagnose. Det ville jeg gerne have haft lidt hjælp til.
Det er 11 år siden nu. Siden dengang har jeg brugt en del tid på at finde ud af alt det, vi faktisk kan gøre selv. Der har også været rig mulighed for at øve, da kræftdiagnosen bare var første ting i en række af begivenheder, der kom i de følgende 10 år. Jeg skriver på en selvbiografisk bog, der har livsoverskrifter, som: At dø med fred i hjertet og uden fortrydelser. Tilgivelse og Vrede. Jeg starter hvert kapitel med at komme med min holdning til emnet og derefter dykker jeg ned i et tilbageblik hvor jeg har oplevet det på egen krop.
Følg min forfatterside, hvis du har lyst til at følge med i processen i tilblivelsen af min nye bog, der har arbejdstitlen; SMIL TIL LIVET
Portræt af mig taget af Randi Kornerup Bang fra bogen som vi lavede sammen ” I mine drømme har jeg stadig langt hår”
Christina Didriksen Forfatter 